Modernismen

Perioden foregår fra 1920 til 1980. Inden for litteraturen betegner modernismen en retning, som engagerer sig i det moderne. F.eks. det moderne samfund og livet i storbyen. Modernismens mest oplagte kendetegn er de formelle fornyelser og regelbrud, heriblandt frie vers og billeder, alternative strukturer i prosa og frie farver i malerier. Nyere grundlag er de erkendelser, som fremtrådte hos Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud og Albert Einstein; "modernismen må ses i sammenhæng med oplevelsen af et anderledes, måske gudløst verdensbillede, præget af ny teknologi og storbyens voksende tempo og fremmedgørelse."

Modernismen

Dengang var der tale om en kraftig strømning med mange digtere der benyttede alle genrer, selvom lyrikken stadig stod i centrum for interessen – sandt nok var modernisterne ret traditionelle, når de udtrykte sig episk og dramatisk. Hovedmændene var Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen, der bl.a. sagde sammen med Torben Brostrøm: "Man kan – brutalt sagt – ikke være digter i dag uden at have sin tids viden i sig, hvordan man så end har tilegnet sig den. Men man må tilføje, at kendskab til fortiden og til den kunst, der fører op til en selv, er lige så nødvendig. En egentlig samtidig poesi udtrykker på denne basis tidens endnu uformulerede fornemmelser og ubevidste holdninger og får derved et forhold til samfundets irrationelle udviklingsdrift. Kunstnerens vej er selvfortolkningen, og relationen mellem kunstnerens jeg og tiden er kunstens sag."